Ny forældreforening: Skolen skal være endnu bedre

Sct. Hans Skole i Skibhuskvarteret i Odense har fået en ny forældreforening, der ønsker at samle penge ind til forskellige projekter, der skal gøre skolegangen endnu bedre for eleverne.

 

Bustur og museumsbesøg i forbindelse med en temauge, nye legeredskaber i skolegården eller bedre cykelparkering? Mulighederne er mange, ideerne må alle komme med og den nye forældreforening vil samle alle tråde og forsøge at realisere så meget som muligt.

 

”Rigtig mange ønsker så god en skolegang som muligt for de mange hundrede børn, der går på Sct. Hans Skole. Mange vil gerne komme med ideer, vil gerne bidrage og støtte de gode projekter, og det er det, vi skal stå for at koordinere i samarbejde med skolen. Alle har samme mål: at gøre hverdagen på Sct. Hans Skole endnu bedre for alle. Og i bestyrelsen glæder vi os til at være tovholdere på den opgave,” fortæller formand for forældreforeningen Jeppe Bæk, der har to børn på Sct. Hans Skole. Et barn i 5. og et i 7. klasse. Jeppe Bæk understreger, at alle kan komme med forslag, alle kan stå i spidsen for et projekt, hvis de ønsker det – store som små.

 

Den nye forældreforening er en sammenslutning af tidligere forældregrupperinger, der har gjort et enormt stykke arbejde med at få skolegården forbedret med en multibane og forskellige legeredskaber. Den nye forældreforening skal nu samle alle gode kræfter i en samlet forening.

 

”Vi er utrolig glade for den fine multibane og de flotte legeredskaber, der er kommet i skolegården. Med den nye forældreforening ønsker vi at samle alle de gode og engagerede kræfter, der er omkring skolen, så det hele nu foregår i et fælles regi, hvilket gør det mere gennemsigtigt for alle parter, at der kun er en forening, hvor alle så kan være med. På Sct. Hans Skole ser vi frem til samarbejdet med den nye forældreforening,” lyder det fra Lars Eriksen, skoleleder på Sct. Hans Skole.

 

Alle må komme med ideer, alle kan blive medlemmer af foreningen ved at betale 100 kr. Et medlemskab gælder et år, og som medlem kan man få indflydelse på, hvad der bliver valgt af de mange ideer, foreningen håber at få på blokken.

 

Derudover vil foreningen søge sponsorer og fonde og hvad der ellers kan findes på for at gøre Sct. Hans Skole endnu bedre, end den er i forvejen.

 

Kontakt den nye forældreforening

Har I yderligere ønsker til citater eller kommentarer er I velkomne til at kontakte formand for Sct. Hans Skoles forældreforening, Jeppe Bæk på jeppe.baek@gmail.com og skoleleder Lars Eriksen på 22231828 eller lcer@odense.dk.

 

Yvette Christoffersen

Næstformand i Skibhusforum.

Skibhusborger, konsulent ved Mødecenter Odense, formand i bestyrelsen i Kvickly Skibhusvej.

Kontaktoplysninger
post@yvette.dk
tlf. 23 64 66 88

Lars Kjærgaard

Formand for Skt. Hans Gades Beboerforening.

Åben Skolemedarbejder ved Sct. Hans Skole.

Kontaktoplysninger
lars.kjaergaard@larsen.dk
tlf. 61465515